Næring til læring er et udviklingsprojekt, der i alt sin enkelthed går ud på at lave nærværende, spændende, aktiv og meningsfyldt undervisning i uderummet.
Målet med projektet er, udover at skabe kvalitet og kreativitet i undervisning, desuden at skabe en anderledes og bedre ramme omkring inklusion af elever på tværs af årgange, afdelinger (special-klasser) og lærerteams. Derudover er projektet tænkt som en dynamisk og konstant foranderlig størrelse, med ”højt til loftet” og plads til mange nye idéer.
Projektet er båret af flere elementer, som blandt andet er udeskoleområde, haver, udekøkken og eksterne samarbejdspartnere.
Udeskoleområde, der er etableret i et område i forbindelse med skolen, giver en række muligheder for udeundervisning i nærområdet. Det væsentlige for området er, at det er under konstant udviling, og materialer og undervisningsforløb er let tilgængelige. Fordelen er, at det ikke kræver lang transport eller tid til at finde materialer, således, at den enkelte lærer også kan planlægge udeundervisning i enkelte moduler og flere fag, uden at skulle afsætte hele undervisningsdage hver gang. Der er ønske om at etablere trådløst internet, således at der foreksempel ved brug af iPads og lignende skabes en kobling til at gøre efterfølgende arbejde i klassen let og gnidningsfri i forhold til IT.
Haverne i udkanten af udeskoleområdet, hvor både specialklasser og ordinære klasser fra Resen Skole kan dyrke deres eget lille stykke jord. Derudover er der etableret bede med krydderurter, samt fællesbede med kartofler m.m. Konceptet omkring haverne er bygget op som det velkendte ”Haver til maver”, som findes flere steder i landet. Haveprojektet er båret af tre ”ben”. Et omkring selve haven, et om madlavning på udekøkkener og et sidste, som handler om naturvejledning. Alle materialer, redskaber osv. er at finde i umiddelbar forbindelse med haverne i den tilhørende lade.
Mobile udekøkkener med ”komfurer”, borde og vand. Køkkengrej, brænde osv. er placeret i rullevogne, så det er nemt at tage frem og rydde væk. Derudover er der en rygeovn.
I øjeblikket arbejdes der på at etablere en stenovn til bagning og et stort udekøkken.
Eksterne samarbejdspartnere er det sidste væsentlige element. Vi anser det som en gave, at folk med andre erhverv, specielle interesser, særlige evner osv. inkluderes i projektet og undervisningen. De har andet at byde på end den traditionelle lærer og er med til at skabe den mening og værdi, som er et bærende pædagogisk princip for den måde undervisningen i Næring til læring er tænkt på. I mødet med for eksempel stenhuggeren, biavleren, landmanden, jægeren, kunstneren, museumsmanden eller arkitekten oplever eleverne, at det de skaber og gør i undervisningen har en reel værdi og giver mening i ”det virkelige liv”.


